Nyhedsbrev nr. 1 - Marts 2021

Kære medlem.

Velkommen til årets første nyhedsbrev. 

I dette nyhedsbrev kan du læse mere om:

- Sidste nye status ift. COVID-19
- Vi kører også i påskeferien
- Information fra B&U holdet.
- Cykel vaskeplads
- Opfølgning på medlems-undersøgelse
- Teknik-banen - banedag 21. marts
- Klubture i 2021
- Generalforsamling 2020
- MTB løb i 2021

 

Sidste nye status ift. COVID-19.

Det er på mange måder en mærkelig tid vi lever i, og det var derfor med stor glæde at vi igen kunne åbne for vores fælles klub-ture her i starten af marts. Det har mange medlemmer allerede benyttet sig af, både voksne og børn, dejligt at se.

I de knap 2 måneder hvor klubben ikke har kunne tilbyde klub-ture grundet restriktioner, har flere af klubbens medlemmer selv fundet sammen i mindre grupper og kørt sammen. Det har været fedt at se disse initiativer og se opslag i FB gruppen fra de forskellige ture der har været kørt. Her er et lille billede-udpluk. 

     
     
  
 

Vi kører også i påskeferien.

Tidligere år har der ikke være klub-ture i børnenes ferier, men det har vi lavet om på, så du nu også kan køre i påskeferie. Turene vil dog blive gennemført på en lidt anderledes måde end normalt.

I påskeferien fra d. 27/3 – 5/4-21 (begge dage inkl.) vil der derfor ikke være en fast instruktør/guide tilknyttet de enkelte hold, så det vil derfor være op til de medlemmer der møder op, at fordele sig på et passende hold, og byde ind med at køre guide for et hold. HUSK stadig at overholde gældende COVID-19 anbefalinger.

Ændringerne gælder både klubbens voksen- og børne/ungdoms-hold.

Til hver tur vil der blive oprettet en Facebook begivenhed pr. hold, hvor man kan tilmelde sig og skrive sammen.

Følg med og tilmeld dig på klubbens FB side under Begivenheder for voksne eller Begivenheder for børn.

God påske MTB tur i skoven. Læg gerne nogle billeder op fra jeres ture i klubbens FB gruppe.

 

 

 

 

 


Lørdag d. 20. marts er det forårsjævndøgn hvilket bebuder at foråret og sommeren nu er på vej, det bliver længere lyst om aftenen og varmen kommer langsomt snigende.

Desuden går vi over til sommertid d. 28. marts, hvilket betyder at vi snart kan undvære lygter på vores aften ture, uhh det bliver dejligt.


Information fra B&U holdet. 

Det er dejligt at se alle de glade og friske børn samt deres forældre som møder op hver lørdag for at være med til B&U træning.

Som et nyt tiltag vil alle børn og unge få tildelt et nummer mellem 1 og 6. Dette nummer angiver det standard hold som man kører på, så man som udgangspunkt følger det hold som ens nummer har. Nummeret definere desuden det tekniske niveau der er på ens hold.
Her er lidt billeder fra seneste træning.

   

 

Cykel vaskeplads.

Vi har alle stor glæde af vaskepladsen på Frydenborgvej så vi kan vaske det værste skidt af cyklen inden turen går hjemad. Desværre efterlader det en del græs, sand og jord på pladsen, og for ikke at skidtet hober sig op, har klubben indkøbt en kost og en skovl som er ophængt bag på stakittet ved vaskepladsen. Vi vil hermed gerne opfordre til at alle som benytter vaskepladsen hjælpes ad og holder pladsen ren for det værste jord og mudder. 

  

 

Opfølgning på medlemsundersøgelsen.

Endnu engang mange tak til de medlemmer der tog sig tid til at svare på medlemsundersøgelsen. Vi har fået meget god feedback og mange forslag, hvoraf du her kan læse om nogen af de tiltag der allerede er iværksat. 

  • B&U gruppen er vokset betydeligt i 2020 og der kan bruges flere B&U trænere:
    Det er glædeligt at 5 af klubbens B&U forældre/medlemmer har ønsket at blive uddannet og de er nu tilmeldt DGI's
    B&U - Basistræner MTB kursus, som er et heldags kursus der afholdes d. 11. april 2021.

  • Alle trænere/guides bør have førstehjælpskursus og førstehjælpspakker:
    Vi har ansøgt Novo Fonden om tilskud til indkøb af førstehjælpspakker samt førstehjælpskurser (basis & udvidet kursus med specielt fokus på børn). Ansøgningen er blevet godkendt og klubben er blevet bevilliget 10.400,- kr. Kurser afholdes når det er muligt ift. COVID-19 og trænergruppen vil blive inddraget i processen.
    Bælte- og/eller hoftetaske med førstehjælpsudstyr er bestilt og vil blive uddelt når de er modtaget fra leverandøren.
     
  • Flere har efterspurgt et hold for de medlemmer der gerne vil tage næste skridt fra f.eks Q-holdet eller Mandfolk.
    Derfor introducerer vi nu et nyt hold i klubben, nemlig Mix-holdet hvor tempoet og sværhedsgraden lige bliver skruet en tand i vejret ift. Q-holdet og Mandfolk/Basebike holdene.

    På dette hold vil der være forskellige former for øvelser lagt ind af længere eller kortere varighed, alt efter hvad der tages fat på. Alle ønsker til ting man gerne vil prøve eller blive bedre til er velkomne, men vigtigst er at det skal være det sjovt mens vi træner sammen.

    Mix-holdet bliver slået op på Facebook på lige fod med klubben andre hold, og du kan tilmelde dig begivenheden der.

    Første gang der blev kørt var tirsdag d. 9/3-21, og det er Frank Pantmann der leder og fører an. Mødested er på samme område som Mandfolk og Q-holder mødes idag.

  • Flere medlemmer har i undersøgelsen givet tilsagn om at de gerne vil være guides/trænere.
    Da medlemsundersøgelsen var anonym kender vi ikke navnene på de personer der indikerede at de gerne ville være trænere eller guides. Vi vil meget gerne høre fra jer, så tag fat i Stig eller Thomas for en snak.

Der blev ifm. medlemsundersøgelsen lovet en lodtræknings-præmie til 3 medlemmer som afleverede en besvarelse og de tre heldige medlemmer er nu udtrukket og har fået besked. Præmien er et gavekort til Sponz MTB Center på 250,- kr, og desuden har Søren v. Sponz MTB Center sponsoreret en Muc-Off Bike Protect spray til hver af de 3 heldige. Tak til Søren og tillykke til de 3 vindere 

 

Teknik-banen.

Måske du lagde mærke til at teknik-banen var lukket for et stykke tid siden. Det blev besluttet at afspærre banen da tøvejret efterlod en del vand på banen og der stadig var frost i jorden. Dette betød at overfladen på banen var meget blød, da vandet ikke kunne blive drænet væk, og derfor havde banen brug for lidt ro og fred. Banen er nu tørret op og åben som sædvanligt, og er igen til at køre på.

  

Banen kræver dog løbende vedligeholdes, specielt efter vinterperioden og derfor er den første bane-bygge-hygge dag nu på søndag d. 21 marts.

Du er meget velkommen til at komme og give en hånd med, der skal repareres lidt og laves nogle nye features. Der vil være noget mad og drikke til deltagerne. Du kan se og tilmelde dig begivenheden på FB: https://www.facebook.com/events/480100850035889/

 

Klubture i 2021.

Som det blev informeret om i sidste nyhedsbrev har tur-udvalget planlagt 4 klub-ture i 2021, men også her er vi nødt til at ændre planerne pga. COVID-19.

Der er følgende ændringer til klub-turene : 

Endagstur til Vallåsen Bike Park i Sydsverige: søndag d. 11. april 2021 
Er pt. udskudt da udenrigsministeriet fraråder alt udrejse, samt krav om test og isolation ved indrejse til Danmark. Forventes at blive gennemført når COVID-19 restriktionerne lempes.

Weekendtur til Isaberg i Sverige for hele familien : fredag d. 30. april til søndag d. 2. maj 2021.
Ny dato er fredag 27. august til søndag 29. august 2021. Du vil inden udgangen af marts måned modtage en mail med yderligere information om turen samt link til tilmelding   

Endagstur til Langesø MTB spor på Fyn: søndag d. 22 august 2021.
Bliver gennemført evt. med ny dato når forsamlingsforbuddet lempes.

Klubtur til Harzen i Tyskland: onsdag d. 22. september til søndag d. 26 september 2021. 
Er stadig i planlægningsfasen, og vi forventer at turen bliver gennemført.

Du vil løbende få yderligere information når der åbnes for tilmeldingen til de enkelte ture. 


Generalforsamling 2020.

Generalforsamlingen kan desværre endnu ikke afholdes pga. COVID-19 og de gældende restriktioner, men bestyrelsen vil så snart det bliver muligt indkalde til generalforsamlingen. Bestyrelsen vil til generalforsamlingen fremlægge et forslag til vedtægtsændring, så det fremadrettet bliver muligt at afholde online generalforsamling, hvis det senere skulle vise sig at være umuligt at samles fysisk.

Husk at du kan få mere information om hvad der sker i klubben ved også at læse referater fra bestyrelsesmøderne som kan findes her

 

MTB løb i 2021.

Det er ikke let for de forskellige løbs-arrangører at planlægge og afvikle MTB arrangementer og senest er H12 MTB løbet i Gribskov blevet aflyst. 

Der er dog stadig et lokalt løb i kalenderen, og det er Merida MTB Maraton der afvikles søndag d. 3 oktober 2021, mon ikke det bliver gennemført. 

Tilmeldingen til dette løb åbner d. 1. april og hermed en lille opfordring til at tilmelde dig, det plejer at være et super arrangement med en lækker rute i Gribskov og Store Dyrehave. 

Du kan læse mere om arrangementet på https://mtbmaraton.dk/ 

 

Her er nogle links hvor du kan finde mere information om Mountainbike.

Spor-guide med oversigt og test af spor i Danmark, læs mere her.
MTBX - Mountainbike Magasin på nettet, læs mere her
Cykelstart - Tests, artiker og guides , læs mere her
MTB løb, events og arrangementer, læs mere her

 

Sammen skaber vi

 

Som altid kan du holde dig opdateret via klubbens facebook grupper, Voksne, B&U og Mandfolk.

Hold i dag